Volontär - Danmark

Vejen til Tamam

Hej!

Mit navn er Konstantin Ndoni, jeg er 18 år og dimitterede som student i juni 2010. I begyndelsen af juli skal jeg, sammen med andre unge fra nordiske lande, medvirke i et frivilligt projekt, som gavner fattige børn og unge i den albanske forstad Marqinet. Da jeg i april indsendte min ansøgning om deltagelse til organisationen Tamam, var det ikke med høje forventninger til resultatet deraf, men en søndag morgen ringede Tamams formand, Philip Sandberg , til mig for at stille nogle uddybende spørgsmål til min ansøgning. Beskeden om at jeg var 90 procent sikker på at blive en del af projektet fik mig med det samme til at aflyse alle andre planer – som for eksempel det famøse Roskilde Festival. Det skyldtes, at denne rejse betyder noget specielt for mig. Ikke blot fordi man kommer ud og oplever nye mennesker og får muligheden for at gøre en indsats for at hjælpe folk, der har brug for det, men også fordi jeg selv er halv albaner og desværre aldrig har stiftet det store kendskab til landet og dets kultur. At opleve min fars barndomsland på nærmeste hold vil være en helt unik oplevelse, som vil følge mig resten af livet og give mig en større forståelse for, hvor jeg selv kommer fra.

To måneder inden selve rejsen mødtes vi næsten alle sammen i et idyllisk område i Sverige, der sendte tankerne tilbage til Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe og en verden, hvor man ikke bekymrede sig om andet, end at være sig selv. Med den svenske natur som rammer, skulle vi bruge 24 timer på alt fra at bryde den pinlige tavshed - med hjælp fra de livlige og snaksaglige Tamam-folk - til at planlægge aktiviteter og udflugter med de albanske børn. Sprogforskellen var en klar udfordring da vi alle skulle prøve, så hvidt muligt, at kommunikere på vores modersmål. Det var alligevel nogle gange nødvendigt at tale engelsk, hvor især det islandske og finske ikke længere fulgte med. På turen hjem fra Sverige gik det op for mig, hvor meget 24 timers tilvænning havde betydet for kommunikationsbarrieren. Det var desuden med stor tilfredshed, at jeg kunne konstatere at de mennesker, jeg skulle tilbringe godt og vel tre uger med, var fantastiske og jeg kan med stor sindsro sige, at jeg tror det vil være en fryd at skulle samarbejde og løse vanskelige opgaver side om side med mine nordiske venner.